Gå videre til hovedindholdet

Fodtur på Langeland: Langelands Østkyst; Spodsbjerg - Garnhuset ved Østerskov

Vi har delt fodturen fra Spodsbjerg til Bagenkop langs kysten op i to etaper: 1. Spodsbjerg – Garnhuset ved Østerskov - ca. 15 km (19 km inkl. afstikker til Skovsgård). 2. Garnhuset ved Østerskov – Bagenkop - ca. 15 km. Dette opslag i vores blog handler om Etape 1 Spodsbjerg - Garnhuset ved Østerskov Du starter i Spodsbjerg (færgeby: Spodsbjerg Tårs – færge til Lolland). Hvis du vil vandre på Øhavsstien har den en forbindelse til Spodsbjerg. Lige nord for færgelejet i Spodsbjerg er der en lille p-plads, og en meget større lige syd for ventesalen til færgen.
1. Start. Spodsbjerg. Øhavsstien fra Rudkøbing til Tranekær/Lohals har en lille afstikker til Spodsbjerg. Afstikkeren slutter lige nord for færgelejet i Spodsbjerg, her er p-plads og her begyndte vi vores vandretur mod Bagenkop. Spodsbjerg er en hyggelig fisker/turistby med flere spisesteder, et badehotel, to campingpladser, gode badestrande og et stort sommerhusområde. Gå sydpå, kryds opmarchbåsen mellem færgelejet og færgens ventesal – her er tørvejr, læ og toiletter. Gå vest om fiskebutikken Kutterfisk, forbi fiskerihavnen og den tidligere lodsstation, en markant bygning med et stort glasparti mod Langelandsbæltet. Den står tom (efterår 2017). På lystbådehavnen (Spodsbjerg Turistbådehavn) findes legeplads, grill og overdækket bord-bænkesæt. Fotos: Du kan starte turen lige syd for Spodsbjerg hvor Øhavsstien ender. Færgen til Lolland.
2. Det ville være oplagt at fortsætte sydpå langs kysten på Spodsbjerg Sdr. Dige, men ejerne af ejendommene langs diget har forbudt færdsel her, så gå i stedet ad Spodsbjergvej gennem byen og drej mod øst ad Skippervænget, som ender i en lille trappe ned til kysten. Gå videre ad stranden sydpå, nogle kampestenshøfter kommer på tværs, men kan mageligt forceres. Gå forbi det åbne fællesareal til sommerhusområdet Spodsbjerg Drej. Foto: Spodsbjerg Sdr. Dige
3. Gå ind i landet (mod vest) ad en græsklædt sti langs sommerhusområdets sydlige udkant, drej ind på Gyvelvænget og gå mod sydvest på Drejet (som bliver til en grusvej). Følg Baragervej, Tværvej og Næbbevej tilbage til kysten. Foto: Sti fra stranden til grusvejen ”Drejet”
3a. Alternativt kan du fortsætte langs kysten. Men du risikerer at blive bremset af Tudserendens udløb. Du kan blive nødt til at smide sko og bukser for at komme over, og i visse perioder kan det sågar være nødvendigt at svømme! At følge renden tilbage nordpå ind i landet er ingen løsning – området er sumpet og ufremkommeligt, og der er ingen bro! Foto: Tudserendens udløb
4. Efter Tudserendens udløb følger et par hundrede meter kyst med tæt bevoksning og sumpet kyst, men det er muligt at trænge igennem. Du når frem til en ejendom, hvorfra du følger Næbbevej, indtil denne drejer ind i landet. Foto: Kysten efter Tudserendens udløb
5. Fortsæt langs kysten langs Havgaard Skov. Hvis du bliver træt af at trave i det løse sand på stranden, så gå op på Havgårdsvej, som går parallelt med kysten frem til KFUM og K-Lejren, som ligger for enden af vejen. Ved Fladmose-Hellevad-afløbet, som afvander det tidligere vådområde Sylten, kan du gå nogle få meter ind i landet og finde broen, som krydser renden. Ved Sønderskov Strand og Fuglsbølle Strand er der flere steder opsat bord-bænkesæt og affaldsstativer, og du kan følge en trampesti på en del af strækningen. Syd for Polleholmsvej bliver kysten lidt mindre fremkommelig, men gå langs toppen af den klint, der strækker sig 300-400 meter sydpå. Fotos: Markvejen langs kysten og Fladmose-Hellevad-afløbet
6. Hvor Kildemosevej enden blindt ved kysten står et par bord-bænkesæt. Der er toilet og plads til at parkere. Gå videre ad standen. Ved højvande kan det dog være nødvendigt at gå på diget mellem stranden og vådområdet. Hvor Gillesbjergvej ender blindt ligger et lille grønt område med støbt slæbested, skur, campingvogn, bord og bil uden plader (oktober 2017). Følg kysten videre mod syd til p-pladsen i svinget Kågårdsvej/Påøvej. Foto: Ved Gillesbjergvejs slutning
7. Området ved p-pladsen ved Kågårdsvej/Påøvej er et yndet picnicsted/badestrand om sommeren. Her findes fint toilet/affaldsskur, som holdes rent, bord-bænkesæt og plancher over Langeland m/bl.a. handicapfaciliteter. Fortsæt sydpå ad stranden eller Påøvej – flere bordbænkesæt og fine strand – eller smut op og besøg Skovsgård. Foto: Toilet ved Kågårdsvej/Påøvej
Tag en afstikker til Skovsgård Gods (ca. 4 km ekstra i alt). Følg Kågårdsvej mod vest (ved Kågården ligger en primitiv lejrplads), efter ca. 500 meter drej mod sydvest ind i Konabbe Skov og følg stien gennem den fine skov frem til godset. Se også: http://www.spor.dk/sporene/fyn/skovsgaard-sporene-ved-konabbe-skov Foto: Konabbe Skov og Skovsgård Gods
Skovsgård Gods ejes og drives økologisk af Danmarks Naturfond. På Cafe Skovsgaard Madmarked kan du spise lækker økologisk mad – for åbningstider og menu se: https://www.facebook.com/Cafe-Skovsgaard-Madmarked-440864782964654/. her kan du også købe økologiske madvarer. Her er flere museer, især Tyendemuseet i kælderen under hovedbygningen er spændende. ”Kys Frøen” er et oplevelsescenter for børnefamilier, som kan udforske grøftekanten, lave vilde frikadeller af ukrudt, lære de vilde planter, dyrespor og vandhullets vanvittige væsner at kende og mele korn til pandekager – blandt meget andet. Hovedbygningens stueetage bruges til kunstudstillinger og på førstesalen er der udstillinger om godsets historie. Af Skovsgårds samlede areal på 389 ha er 253 hektar udlagt som landbrug, der dyrkes uden brug af sprøjtemidler eller kunstgødning. Flere marker er permanent udlagt til overdrev og vedvarende græs, mens man på de dyrkede arealer bibeholder udyrkede bræmmer til gavn for insekt- og dyreliv. Følg stien tilbage gennem skoven tilbage p-pladsen (7) og fortsæt sydpå på kysten eller langs kysten ad Påøvej. http://www.skovsgaard.dn.dk/
8. Hvor Påøvej drejer skarpt mod vest, står ca. 100 meter fra kysten en sten til minde om 1500 russiske og franske krigsfanger og deres tyske vagter. De var ombord på en flydedok, som strandede her den 4. maj 1945. De russiske fanger kom til Rudkøbing, franskmændene blev indkvarteret på den nærliggende Skovsgård. Kravl ned ad den lidt stejle skrænt (ler og store sten) til stranden. Følg vandkanten på sand/rullesten. Som på andre strækninger langs Langelands østkyst kantes kysten af lerklinter, og flere steder truer store træer med at falde ud over kanten – imponerende med deres vidtforgrenede, fritskyllede rodnet. Baglandet er skiftevis mose og dyrkede marker Fotos: Mindesten for de ilandrevne krigsfanger og Stranden - træ med blotlagte rødder
9. Faldefærdigt skur, som dog har et tag, der kan give læ til madpakken (august 2017!). Foto: Faldefærdigt skur
10. I den lille skov Eskebjerg Have ligger synligt fra stranden og for enden af en skovvej et privatejet, nysseligt, gammelt badehus med rødmalet bindingsværk, stråtag og en imponerende galvaniseret trappe. Her er også en lille bro (anløbssted?) og en sandstrand. Når Eskebjerg Have er passeret: Kig ind i landet til det hvidkalkede Hjortholm Gods, som ligger ca. en kilometer fra kysten og ejes af Dorte og Hans Ahlefeldt-Laurvig. Strækningen fra Sønderskovvej til Bøsseløkkevej er præget af to sommerhusområder ned til kysten - Bukkemose og Fredmose. Langs sommerhusområderne går fine stier, og her findes bord-bænkesæt, grillplads, parkering og legeplads. Ved begge sommerhusområder er etableret en solid badebro, og for enden af Slåvænget ligger en offentlig toiletbygning. Fotos: Badehus; markvej langs kysten; strandkunst og badebro ved Bukkemose
Foto: slutningen af 1. etape af VANDRETUREN FRA SPODSBJERG TIL BAGENKOP LANGS KYSTEN: Garnhuset lidt mod syd for enden af Østerskovvej. (http://udinaturen.dk/facilitet/Garnhuset-%C3%98sterskov/15773)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Fodtur på Langeland: Langelands Øst- og Sydkyst; Garnhuset ved Østerskov – Bagenkop

Vi har delt fodturen fra Spodsbjerg til Bagenkop langs kysten op i to etaper: 1. Spodsbjerg – Garnhuset ved Østerskov - ca. 15 km (19 km inkl. afstikker til Skovsgård). 2. Garnhuset ved Østerskov – Bagenkop - ca. 15 km. Dette opslag i vores blog handler om Etape 2: Garnhuset ved Østerskov – Bagenkop. Hvis du kommer i bil kan du parkere på parkeringspladsen hvor Østerskovvej ender blindt ved kysten. Østerskovvej er en sidevej til den nord-syd-gående ”hovedvej” på Langeland (rute 305), lidt syd for landsbyen Tryggelev. I det følgende er der en beskrivelse af noget af det, du kan opleve på turen, med reference til numrene på kortet. 11. Hvor Østerskovvej ender blindt ved kysten ligger et slæbested med en handicapkran, en primitiv lejrplads og et renoveret garnhus, et minde fra dengang, der blev drevet fiskeri fra kysten her. I huset er man velkommen til at spise sin madpakke, og plancher fortæller om datidens fiskerhuse og kystfiskeriet. (http://udinaturen.dk/facilitet/Garnhuset-%C...

Velkommen - en fodtur fra Spodsbjerg til Bagenkop langs kysten

Hvis du har planer om at vandre hele Langeland rundt, er Spodsbjerg et godt sted at begynde. Herfra kan du vandre nordpå ad Øhavsstien (https://www.naturturisme.dk/23-%C3%B8havsstien.html) eller sydpå. Går du sydpå, kan du følge kysten og trave på kanten mellem vand og land næsten hele vejen til Bagenkop. Da vi vandrede mødte vi meget få andre, så vi havde næsten hele den imponerende kyst og de mange flotte udsigter helt for os selv. Langelands østkyst er en udligningskyst, hvor bølger og strøm gennem århundreder har gnavet og flyttet rundt på materialer, så den i dag er næsten retlinet og præget af flade sand(bade)strande og stejle klinter. Længst mod syd passerer du Keldsnor Fyn, og på turen rundt om selve sydspidsen går du på tangen ved Keldsnor - et enestående våd- og fugleområde. Via gamle stubhaver, klinterne Dovns og Gulstav og et stort område med vilde heste når du Bagenkop, en hyggelig fiskerby med dejlige ferieboliger. Du møder kun få forhindringer undervejs, og hvis stor...