Hvis du har planer om at vandre hele Langeland rundt, er Spodsbjerg et godt sted at begynde. Herfra kan du vandre nordpå ad Øhavsstien (https://www.naturturisme.dk/23-%C3%B8havsstien.html) eller sydpå. Går du sydpå, kan du følge kysten og trave på kanten mellem vand og land næsten hele vejen til Bagenkop. Da vi vandrede mødte vi meget få andre, så vi havde næsten hele den imponerende kyst og de mange flotte udsigter helt for os selv. Langelands østkyst er en udligningskyst, hvor bølger og strøm gennem århundreder har gnavet og flyttet rundt på materialer, så den i dag er næsten retlinet og præget af flade sand(bade)strande og stejle klinter. Længst mod syd passerer du Keldsnor Fyn, og på turen rundt om selve sydspidsen går du på tangen ved Keldsnor - et enestående våd- og fugleområde. Via gamle stubhaver, klinterne Dovns og Gulstav og et stort område med vilde heste når du Bagenkop, en hyggelig fiskerby med dejlige ferieboliger. Du møder kun få forhindringer undervejs, og hvis stor...